Alphagov går beta

2012 20. februar

Jeg har tidligere skrevet begejstret om det engelske alpha.gov.uk projekt, der kort fortalt havde til formål at udvikle og teste en online samleindgang til det offentlige Storbritanien.

Projektet blev til under parolen revolution fremfor evolution og var et forsøg på at gentænke online borgerservice radikalt: én samlet indgang til det offentlige på nettet, et design, et brand, en hoveddør !

Fra alpha til beta

Alpha.gov er nu lukket, men den 31. januar så efterfølgeren, betaversionen gov.uk dagens lys. Sammenhængen mellem de to projekter er tydelig:
screenshot, gov.uk
Og igen er det et projekt det er værd at være begejstret over:
  • løsningen er baseret på open source og tilgængeligt via github
  • designet er responsivt, platformsuafhængigt og mobilvenligt
  • html5 baseret
  • brugerne kan give feedback via både twitter, e-mail og GetSatisfaction
  • stort set alt indhold er tilgængengeligt via åbne api’er – og under Open Government License.

Og så er selve udviklingsprocessen med offentlige alpha og betaversioner jo i sig selv charmerende – og fornuftig.

Søgning er hoveddøren

På designsiden er der sket en del ændringer siden alpha-versionen, men det er stadig søgefunktionen, der er i fokus. Det gælder både intern og ekstern søgning, for sitet er opbygget udfra en grundantagelse om, at størstedelen af trafikken stammer fra eksterne søgemaskiner.
https://www.gov.uk/apply-renew-passport

Fra forsiden gives der en smule hjælp til brugere der ønsker at klikke sig frem i stedet for at søge, men det er stærkt begrænset.
Som en følge heraf skal alle sider fungere som landingsider og derfor er de simple og handlingsorienterede. Der er ikke en traditionel hierakisk sidestruktur at fare vild i/søge hjælp i hvis man ikke finder det ønskede;  relateret indhold præsenteres udfra redaktionelle kriterier, ikke struktur.
Indholdet præsenteres i en række relativt fast skabeloner:
  • Guides (større afsnitsinddelte artikler med komplekst indhold)
  • Quick answers (simple, ofte stillede spørgsmål/svar)
  • Services (selvbetjeningsløsninger)
  • Benefits and credits (rettigheder og uddybende info)

Sidetyperne er skåret ind til benet; der et minimum af støj, relateret info etc. Hvis ikke du er landet rette sted – så søg igen!

Stadig beta

At gov.uk er en videreudvikling af alpha-gov er tydeligt og umiddelbart kan det være svært at finde de helt store forskelle. Men gov.uk er en mere gennemskrevet version – både når det gælder indhold og kode. Det er stadig en beta, men endnu et skridt på vejen mod en afløser for den nuværende platform http://www.direct.gov.uk.
Så tag et kig; den guidede tur på https://www.gov.uk/tour giver et hurtigt overblik.

Endnu ingen kommentarer

Læg et svar

Bemærk: Du må bruge grundlæggende XHTML i dine kommentarer. Din mail-adresse vil aldrig blive offentliggjort.

Abonnér på dette kommentarfeed via RSS