Mindre portal, mere google

2011 12. maj

En ny prototype på en digital indgang til det offentlig Storbritannien har set dagens lys. Siden hedder alpha.gov.uk og er udviklet af et team fra Government Digital Service, Cabinet Office.
Og det er et projekt som det er værd at hente inspiration fra!

Projektet er et forsøg på at skabe et radikalt brud i forhold til måden offentlige websites designes på. Baggrunden er en rapport der hævder, at redesigns ikke kan løfte det offentliges digitale serviceniveau – der er brug for revolution, ikke evolution.

En hoveddør, et design, et brand

Og der bliver da også gået radikalt til værks. Der skal være én samlet indgang til det offentlige på nettet, et design, et brand, en hoveddør !


Udviklingen er sket med udgangspunkt i 3 grundantagelser om sidens brugere
-brugssessionen tager udgangspunkt i en søgning
-brugerne ønsker at bruge mindst mulig tid på det offentliges websites
-brugerne har absolut ingen forståelse af det offentliges bagvedliggende organisationsstruktur

Og det er en god og meningsfuld ramme for arbejdet.

Mindre portal, mere google

At sitet ikke har hentet inspiration fra andre offentlige portaler som borger.dk eller direct.gov.uk er klart. Det er Google der er hovedinspirationskilden.

Det store søgefelt udgør den altdominerende indgang på sites forside og tiltrækker sig al opmærksomhed. Der findes også mere traditionelle emneindgange som  nyheder, afdelinger og publikationer, men de er gemt langt under skærmfolden.

Resultatvisningerne er simple og overskuelige. Det let at afkode hvilke resultater der leder til selvbetjeningsløsninger -og hvilke der leder til information. Og måske endnu vigtigere – jeg skal som borger slet ikke forholde mig til hvilken myndighed der udbyder tjenesten.

visning af søgeresultat på alpha.gov.uk

For at tjenesten skal fungere optimalt benyttes geo-location. Borgeren kan enten indtaste postnummer eller tillade at siden foretager en automatisk lokalisering af brugeren.

En prototype men kære borger.dk …

Projektet er kun en prototype så forvent ikke, at alt spiller. Men projektet bør nu tildeles en del opmærksomhed alligevel. Det er et rigtigt godt bud på en fællesoffentlig webstrategi omsat til praksis!

Så kære ministerier, styrelser, kommuner og borger.dk – sådan en vil jeg gerne have, tak.

8 reaktioner Læg en kommentar →
  1. maj 13, 2011

    Ja da!

    Jeg har straks anbefalet kollegerne ovre i Kommunikation at det bliver næste, næste udgave af vejle.dk – der er nemlig allerede en ny udgave på vej, som trods alt ikke er helt så enkel som alpha.gov.uk :-)

    I øvrigt kan jeg godt lide, at de gør en del ud af at fortælle, at det er udviklet af et lille team på kort tid. Det kan vi også lære noget af.

  2. maj 13, 2011

    Jeg synger gerne med i koret af ‘ja takker’. Nu vi er i gang med drømmene, får du lidt i samme genre fra Trines institut for fremtidsforskning:
    https://www.facebook.com/note.php?note_id=453605844589

  3. maj 13, 2011

    @Trine: dit link er gemt bag The Great Wall of Facebook

    @Rune
    Det er en spændende diskussion, som du tager hul på – især antagelserne om, hvad de brugerne vil have.

    Jeg er ikke helt enig i alle dine betragtninger.

    For mig at se, så er der ikke tale om nogen revolution – i hvert fald ikke i forhold til eksempelvis borger.dk. Der er i højere grad tale om et re-alignment, hvor man opprioriterer en indgang – nemlig søgning.

    MEN der er, som du også selv påpeger, stadig en emnebaseret (browseindgang) og en situationsbaseret indgang. Og en nyhedssektion under pagefold. Med andre ord: ikke helt Google – men der i mod de samme elementer, som er på eksempelvis borger.dk.

    De fleste er nok enige i den sidste grundantagelse, der opstilles, men jeg synes heller ikke at eksempelvis borger.dk lider under en sådan struktur?

    Søgning er svært. Det er svært for borgeren at vide, hvad han skal søge efter (hedder det “bistandshjælp”, “bistans hjælp” eller “kontanthjælp”), og det er svært at bygge en søgemaskine, der tager højde for dette. Det er vanskeligt at få brugeren til at søge mere end to gange, hvis han/hun ikke finder det ønskede resultat – endsige kigge på mere end de første to resultatsider, når en søgestreng giver mange resultater.

    Med andre ord: Søgning alene er ikke the silver bullet

    Du har dog ret i, at søgeresultaterne er gode.

  4. Rune Mejlvang permalink*
    maj 17, 2011

    Hej Martin
    Beklager den langsomme respons.
    Nu synes jeg ikke selv, at jeg har råbt “revolutionen er her”, men jeg synes bestemt det er en interessant prototype, der forsøger at tage hånd om det informationsoverload borgerne skal forholde sig til når de møder det offentlige på nettet.

    Min begejstring skyldes primært de meget klare valg der er truffet, f.eks. den meget klare prioritering af søgning som hovedindgang (Men jo, der følger også problemer med dette valg). Og den lige så klare fokusering på, at der kun er én online indgang til det offentlige.

    Lider borger.dk under at borgeren skal kende til og forholde sig til det offentliges struktur? Ja, det mener jeg er tilfældet. Primært fordi der så mange steder henvises og linkes til andre myndigheders sider hvilket alt andet lige, gør det til et meget komplekst univers at navigere i. I princippet ville jeg ofte være lang bedre stillet hvis jeg kendte den pågældende myndighed på forhånd og bare sprang borger.dk over.

    “Mere google” er ikke bare mere søgning, men et spørgsmål om mere stringens.

    /Rune

  5. maj 18, 2011

    Mnjah…mnjoh….har prøvet at søge et par ting frem. Og det store søgefelt på forsiden er jo sådan set bare et kunstgreb, der flytter uoverskueligheden et niveau ned.

    Kan hænde, at jeg bare har været uheldig, men for en borger, som har svært ved at overskue store mængder af information, synes jeg ikke, at lange lister med søgeresultater er specielt lette at overskue eller afkode.

    Søgemaskinen skal være betydeligt mere pædagogisk i sin præsentation af resultaterne, hvis det skal have nogen værdi. Regler, myndighedsstrukturer, formularer etc. bliver jo ikke mindre komplicerede af, at vi gør første indgang enkel via en søgning.

    Hvis vi skal præsentere brugerne med meningsfulde og letforståelige valgmuligheder i næste trin, stiller det ekstremt store krav til opmærkning af forskelligt indhold, og så er vi ved at være tilbage ved den gamle drøm om det semantiske web, som i det store og hele stadig forbliver en drøm.

  6. Rune Mejlvang permalink*
    maj 18, 2011

    Faldt lige over disse to:
    Ten things Alphagov gets right
    http://puffbox.com/2011/05/11/ten-things-alphagov-gets-right/
    og
    10 things Alpha.gov.uk gets wrong
    http://www.helpfultechnology.com/helpful-blog/2011/05/10-things-alpha-gov-uk-gets-wrong-part-1/

Trackbacks og pingbacks

  1. Mine seneste bookmarks (12.05.11 – 15.05.11) | Morten Gade
  2. Alphagov går beta | Manden fra kommunen

Læg et svar

Bemærk: Du må bruge grundlæggende XHTML i dine kommentarer. Din mail-adresse vil aldrig blive offentliggjort.

Abonnér på dette kommentarfeed via RSS