Om eGov, digital forvaltning og sociale medier i Bahrain

2011 1. marts
af Rune Mejlvang

Bahrain blev fornylig fremhævet af FN for landets flotte udvikling inden for eGov eller digital forvaltning om man vil. Bahrain er faktisk en sand højdespringer på listen over nationer hvor udviklingen indenfor eGov går særligt hurtigt.

I United Nations E-Government Survey 2010 tildeles Bahrain en 13. plads når det gælder udvikling  af eGov; Sverige ligger på en 12 plads, Danmark nummer 7. For 2 år siden lå Bahrain som nummer 42 på listen. Udviklingen er markant og kan kun finde sted fordi den har kongehusets støtte. Digital forvaltning er et indsatsområde.

Borgerinvolvering og inddragelse i Bahrain

I Bahrains tilfælde er det blandt andet arbejdet med brugerfokusering, web 2.0 og åbenhed der fremhæves som noget særligt:

“the Bahrain e-government program has embraced the Web 2.0 to reach its customers. Ministers and senior government officials have established an opendoor policy to interact with citizens. The e-government program has its presence on social networking sites such as Facebook and You Tube. In addition, the national portal and ministry websites provide features such as open forums, blogs, live chats, online polls, e-newsletters and other interactive services that involve citizens in government decision making. For instance, two of the ministers and the CEO of the e-Government Authority have interacted with citizens through such blogs”
United Nations E-Government Survey 2010

WEb 2.0, åbne fora, blogs og involvering i beslutningsprocesser?

Efter i ugevis at have læst om sociale medier betydning for opstandene i nordafrika og mellemøsten er der noget virkeligt interessant ved at se et af de mere brutale regimer fremhævet på denne måde.

For også i Bahrain har Facebook og Twitter været centrale redskaber i forbindelse med organiseringen af de folkelige protester. Protester der førte til omfattende vold og uro.

Mange kanaler – lidt information

Men på Bahrains officielle Facebook-side er det nu svært at genfinde urolighederne – her dominerer en konkurrence, hvor man ved at reklamere for regeringens digitale tjenester kan vinde en iphone (tag glade fotos af dig og familien og upload dem på siden). Og kritisk opslag forsvinder meget hurtigt.

Næsten 10.000 følger siden og da Facebook-penetrationen i Bahrain ligger omkring 35 procent (ifølge Arab Social Media Rapport fra Dubai School of Government) så er der naturligvis ikke plads til kritiske ytringer her (det er afprøvet – vi taler minutter).

Heller ikke på den engelsksprogede variant af www.bahrain.bh – Bahrains svar på borger.dk – er det til at se, at det er et land præget af demonstrationer og uro. Her er der adgang til serviceinformation for borger og virksomheder.

The eGovernment Authority’s hjemmeside omtales uroen heller ikke – dog er konferencen Cisco Live! 2011 aflyst “Given the prevailing circumstances”, som det hedder.

EGov kontorets officielle twitter-profil er den mest meddelsomme – her nævnes det bl.a. at der faktisk findes anklager om mishandling af demonstranter og at de undersøges. Desuden er der enkelte links til eksterne nyheder fra f.eks. AFP.

Alt i alt er det et interessant billede, der tegner sig af det offentlige digitale Bahrain. Der er rent faktisk mange åbninger i forhold til brug af sociale platforme, blogs etc., men åbenheden rækker langt fra til at håndtere en situation som den nuværende.

Endnu ingen kommentarer

Læg et svar

Bemærk: Du må bruge grundlæggende XHTML i dine kommentarer. Din mail-adresse vil aldrig blive offentliggjort.

Abonnér på dette kommentarfeed via RSS