Samlejeuge og gratis viagra eller kommunal Facebook branding

2011 24. februar

I en tid hvor jeg ellers er ved at gå til over kommunale strategier for dette og hint så er der noget charmerende over en kommune, der gør sig overvejelser i retning af en forplantningsstrategi: kan man ikke lokke ny borgere til på anden vis så må man vel producere dem selv.

Forplantningsstrategi – viagra, strømafbrydelser og en kommunal samlejeuge

For mange kommuner døjer med dalende befolkningstal; folk får ikke nok børn, og det kan være svært at lokke folk til udefra. Så hvad gør man?
I den norske kommune Åfjord har en intern brainstorm ført til udarbejdelsen af en forplantningsstrategi – eller befruktningsplan som det så smukt hedder på norsk.

Og viagra, strømafbrydelser og en kommunal samlejeuge er bl.a. hvad der skal til ifølge Åfjord Kommune.

Det norske eksempel er virkeligt nok omend det nok er humoristisk ment (og måske tænkt til intern brug på rådhuset). Historien er dog endt i den lokale presse og ud fra det lumre kommentarspor at dømme er der mange, særligt mænd, fra de omkringliggende kommuner der gerne vil hjælpe til (se: http://www.fosna-folket.no/incoming/article1266060.ece).

Men kampen for at tiltrække borgere er jo reel nok og gælder både norske og danske småkommuner.

Dialog med tilflytterne

Sorø Kommune lancerede for nogle måneder siden en Facebook-side hvor man forsøger sig med en målrettet indsats for at tiltrække nytilflyttere.

sorø kommunes facebookside

https://www.facebook.com/soroekommune

Der er brugt megen energi på at producere lækre landingssider, videoer og fortællinger. På mange måder lækkert eksekveret, men reel dialog med de eventuelle tilflyttere er der ikke meget af.

Sammenligner man med andre danske kommuner så gør Sorø det nu ret godt.

Ringsted Kommune har eksempelvis en hel sektion for nytilflyttere på hjemmesiden, hvor der blandt andet reklameres for magasinet Ringsted Nu (der tilsyneladende senest udkom tilbage i september 2008).

billede fra ringsted kommunes hjemmeside - ringsted en moderne købstad

http://www.ringsted.dk/Borger/Tilflytter.aspx

Tilflytterrekruttering – opsøg de nye borgere aktivt

Kongsvinger Kommune i Norge har valgt at have en Innbyggerrekrutterer, Dag Arnesen, der forsøger at tiltrække nytilflyttere bl.a. gennem en aktiv tilstedeværelse på sociale medier. Han er aktiv på Twitter, poster billeder og blogger ikke bare om kommunale sager, men om det gode liv i Kongsvinger Kommune; kort sagt – en gennemført digital ambassadør.

Her venter man ikke bare på, at de potentielle tilflyttere skal dumpe forbi – de opsøges aktivt.

kongsvinger.no banner - det er godt at komme hjem igen

http://www.kongsvinger.no/

Og det virker åbenbart. Netop mens jeg skriver dette har Kongsvinger offentliggjort en pressemeddelelse hvor de fortæller, at de også i 2010 havde tilvækst i befolkningen.
Der er sikkert andet end kommunens brug af sociale medier der spiller ind, men Kongsvingers reelle online engagement kan give god inspiration til udkantsdanmark – og til alle de andre kommuner, der gerne vil tiltrække nye attraktive borgere.

Læg et svar

Bemærk: Du må bruge grundlæggende XHTML i dine kommentarer. Din mail-adresse vil aldrig blive offentliggjort.

Abonnér på dette kommentarfeed via RSS